5 virksomheder skal tegne ny skole i Overlund

21 virksomheder har ønsket at blive prækvalificeret og komme med et bud på et nyt samlingssted i Overlund, hvor skole og hal skal tænkes sammen.

Projektets styregruppe, hvor også formand og næstformand i Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget sidder, har valgt de 5 mest interessante totalrådgivere ud af de 21. 

Tilsammen er feltet så bredt, at der er gode muligheder for 5 meget forskellige forslag til en ny skole – og måske en ny hal.

De fem prækvalificerede totalrådgivere er:

  • Arkitema (i samarbejde med Sloth Møller)
  • JJW ARKITEKTER (i samarbejde med P+P arkitekter, INGENIØR’NE og Keingart)
  • Kjær & Richter (i samarbejde med LABLAND arkitekterne, Quattro Arkitekter, Stokvad, Viborg Ingeniørerne og V2C)
  • Vandkunsten (i samarbejde med Rolvung og Brøndsted Arkitekter, Bisgaard Landskabsarkitekter og Henry Jensen Ingeniør)
  • AART (i samarbejde med MOE / Rådgivende Ingeniører, Schønherr og René Kural)

Byrådet udpeger en vinder

Totalrådgiverne er valgt ud fra referencer på lignende større byggerier, herunder erfaring med brugerinvolvering og bæredygtigt byggeri (DGNB).
De har nu frem til 1. april 2019 til at tegne det nye samlingssted i Overlund. Et bedømmelsesudvalg finder herefter en vinder, der endeligt udpeges af byrådet i maj eller juni.

Et naturligt samlingspunkt

Visionen for projektet, der gennemføres under overskriften ”Overlund rykker sammen”, er fortsat at skabe mere end en traditionel skole og idrætshal. Den første nye folkeskole i Viborg Kommune i 40 år skal være kernen i et helt nyt kultur- og samlingssted for alle borgere. Skole og hal skal sammen danne et nytænkende miljø med mange funktioner og skal kunne fungere som et naturligt samlingspunkt for lokalområdet.